FOOD PREP

FOOD PREP

Vejen til en lettere madpakketjans

Ungerne er puttet. Nu venter opvasken efter aftensmaden … og ja, madpakketjansen.

Men her på den anden side af ulvetimen ser sofaen pludselig fuldstændig uimodståelig ud. Og  nogle dage er det altså bare bedre at lade opvasken stå og tage sig lidt af sig selv.

Derfor er jeg begyndt at foodpreppe mine børns madpakker om søndagen. Så kan jeg nemt fylde rummene i madkassen om morgenen, inden alle skal ud ad døren. Det sparer både tid, overskud og de dér hektiske morgener, hvor man opdager, at grøntsagsskuffen er tom klokken 7.12.

Her er nogle bud på sunde og børnevenlige madvarer, der holder sig godt i køleskabet – og som gør madpakketjansen lidt lettere.

Bonus: Børnene kan sagtens hjælpe med at forberede det hele i ro og mag søndag eftermiddag.

1) Gnavegrønt klar til ugen

Skræl gulerødder og skær agurk, peberfrugt eller bladselleri ud på forhånd. Opbevar grøntsagerne i Steel Trio med koldt vand i køleskabet, så holder de sig friske og sprøde i 3-4 dage.

Et lille tip: Lav flere forskellige farver grønt klar, så bliver madpakken både mere indbydende og sjovere at spise.

2) Ristede kikærter

Få lidt bælgfrugter med i madpakken på en nem måde. Mine børn elsker ristede kikærter som et sprødt alternativ til snacks.

Dup kikærterne tørre, og vend dem med lidt olivenolie, salt, krydderier og en smule mel. Bag dem ved 200 grader varmluft i cirka 35-40 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Prøv fx med paprika, karry eller mild taco-krydderi.

3) Mini-pandekager

Spinat-pandekager. De grønne pandekager plejer overraskende nok at være et hit hos børn.

Blend en håndfuld frisk spinat, 2 æg og 1 dl mælk først, og rør derefter 1 dl havregryn, 1 dl mel og ½ tsk bagepulver i. Steg små mini-pandekager.

Pandekagerne holder sig fint 3-4 dage i køleskabet i en lufttæt beholder. De kan også fryses ned.

4) Ostetern

Find en god fast og mild ost, og skær den i tern. Så har du et nemt alternativ til de klassiske ostehaps.

Opbevar dem i en lufttæt beholder, så er de klar til hele ugen. Vores steel trio er geniale til det.

5) Frugt klar til grab-and-go

Vask druer, bær og skær melontern på forhånd og opbevar dem klar i køleskabet. Så er det nemt lige at fylde lidt frugt i madkassen om morgenen.

6) Små rester er guld

Madpakker behøver ikke altid være rugbrødsmadder. Lav en ekstra stor portion afstensmad og brug resterne. Pastaskruer, frikadeller eller et stykke tærte fungerer perfekt i en rumopdelt madkasse.

Gør det nemt for dig selv

Food prep handler ikke om at have hele ugen planlagt ned til mindste gulerodsstav. Det handler om at gøre hverdagen lidt lettere og skabe mere ro om morgenen. Bare det at have et par ting klar i køleskabet kan gøre en kæmpe forskel.

Og måske vigtigst af alt: Du behøver ikke klare det hele om aftenen, når energien er brugt op.

Leave a comment